Metoder og tilgange

Vores metoder og tilgange bliver tilpasset efter individuelle behov og de omstændigheder, der gør sig gældende i hvert enkelt barn/ung eller families livssituation.

Vi er optaget af kontinuerligt at følge den nyeste forskning på området, løbende opkvalificere vores viden via kurser og efteruddannelser.

Hos NATUM er vi særligt inspireret og optaget af den neuroaffektive udviklingspsykologi. Neuroaffektiv udviklingspsykologi repræsenterer et forståelsesmodel, der skaber en forbindelse mellem psykologi og hjerneforskning.

Denne teori blev udviklet af den danske forsker Susan Hart. Denne tilgang er baseret på en sammenkobling af forskning inden for neurovidenskab, der beskæftiger sig med hjernens struktur og udvikling samt psykologiske teorier om emner som tilknytning og relationer.

Den Treenige Hjerne

I det prænfrontale niveau styres det mentale og det tænkende

I det limbiske niveau styres følelser

I det autonome niveau styres handlinger

Hold musen over Tryk rundt på hjernen

Inden for neuroaffektiv udviklingspsykologi er der en grundlæggende forståelse af, at mennesker er sociale væsner. Det betyder, at vores personlighed, følelser og måden, vi interagerer socialt på, udvikles gennem de interaktioner, vi har med andre.

Relationel pædagogik og anerkendelse

Relationel pædagogik Relationel pædagogik indebærer individuel tilpasning. Hvert barn/ung er unikt, og vi tilpasser vores tilgange for at imødekomme hvert barns unikke behov, evner og interesser.

Hos NATUM anvender vi relationel pædagogik, og møder barnet, den unge/familie der, hvor de er i forhold til deres personlige og sociale handlekompetencer. Relationel pædagogik er en pædagogisk tilgang, der sætter relationer i centrum for læring og udvikling. I denne tilgang erkendes det, at forbindelserne mellem pædagoger, børn og unge spiller en afgørende rolle i at skabe de bedste forudsætninger for at opnå trivsel og udvikling.

Centralt for relationel pædagogik er empati og forståelse. Vi stræber efter at forstå børns individuelle behov, følelser og perspektiver. Vi arbejder på at skabe et miljø, hvor barnet/den unge føler sig set, hørt og støttet i deres udvikling, hvad bidrager til barnet/den unges autonomi.

Tillid og tryghed er for os afgørende. Børn og unge skal føle sig trygge nok til at dele deres tanker, bekymringer og idéer. Vi tror på at tillid er grundlaget for en sund og givende pædagogisk relation, og ser ligeledes at åben kommunikation og dialog spiller en vigtig rolle i at styrke relationerne imellem. Det indebærer aktiv lytning, opmærksomhed på deres behov og en positiv og støttende kommunikationsstil.

Anerkendelse Hos NATUM ser vi anerkendelse som et nøglekomponent i at støtte børn og unges udvikling og trivsel og som en væsentlig faktor i den personlige og følelsesmæssige udvikling. At blive anerkendt betyder at føle sig set, værdsat og forstået for, hvem man er, og for de tanker og følelser, man bærer med sig. Vi viser empati og respekt for deres perspektiver og oplevelser gennem nærvær og aktiv lytning. Anerkendelse hjælper med at opbygge børns og unges selvværd og selvtillid. Når de føler sig anerkendt for deres præstationer og bestræbelser, får de tillid til deres egne evner.

Anerkendelse kan ligeledes spille en rolle i opbygningen af en sund identitet. Når børn og unge føler sig accepteret for deres værdier og overbevisninger, hjælper det dem med at forme deres selvforståelse. Gennem anerkendelse kan vi reducere risikoen for følelsesmæssige udfordringer som lavt selvværd, angst og depression. 

Jeg-støttende samtale

Metoden i “Jeg-støttende-samtale” kendetegnes ved at hjælpe barnet eller den unge med at opdage deres egne indre ressourcer. Målet er at hjælpe dem med at blive mere bevidste om sig selv og forstå, at følelser som vrede, glæde eller sorg, når de deles med andre, ikke behøver at være truende eller skræmmende.

At udtrykke disse følelser og stemninger i tillid til en anden person kan have en positiv indvirkning. I denne tilgang er samtalepartnerens rolle at støtte barnet eller den unge ved at acceptere og rumme de følelser, som de måske finder skræmmende eller angstprovokerende.

Nogle børn og unge har ikke lært at sætte ord på deres følelser, eller tror måske ikke, at andre kan forstå dem. Denne følelse kan udløse en dyb skyldfølelse, som man bærer som indre smerte. Hvis den følelsesmæssige smerte ikke bliver anerkendt og behandlet i det pædagogiske miljø, kan det skabe grundlag for negativ udvikling og øge risikoen for problematisk eller udadreagerende adfærd.